Årspokal & Lederpris 2022

Ved Opvisningen 2022 havde vi 2 trænere som hver især fik tildelt en pris.

Camilla Poder fik tildelt Karlslunde Idrætsforenings Leder pris med følgende indstilling:

Vi har i Gymnastikafdelingen rigtig mange emner til Lederprisen, men især én person træder tydeligt frem og står forrest, det er Camilla Poder.

Camilla er en fantastisk pige med stort gå-på-mod og godt humør, som formår at samle børn og unge omkring sig – hun har været tilknyttet gymnastikafdelingen siden 2010, først som hjælpetræner og senere som succesfuld træner på flere af vores springhold. 

Camilla er sød men bestemt på samme tid og børnene er trygge ved hende da de altid ved hvor de har hende: så længe de hører efter falder der ikke brænde ned J Camilla formår at få det bedste frem i alle gymnaster, og man kan mærke hendes engagement helt henne fra døren, når man træder ind i hallen.

Hun VIL virkelig børnene og vil foreningslivet – det er vigtigt i en tid som denne, hvor mange finder andre idrætsformer. 

Camilla er nytænkende og forandringsparat, hun går gerne først med nye tiltag og ideer.

Seneste ”bevis” er det nye hold Turbomix, der er et nyoprettet hold for de 5-7årige, som skal binde Puslinge gymnasterne bedre sammen med det at lave gymnastik på helt egne ben.
Her brænder Camilla for, at børnene skal blive klar til den sværere gymnastik ved at få de basale redskaber, og lære øvelserne på den helt rigtig måde fra start. Der er plads til leg men også den seriøse gymnastik.

Camillas hjertebarn er SHOWTIME, holdet for de større gymnaster der er ret dygtige! Holdet er fordoblet i deltagerantal over de sidste 2 år, selvom der stilles krav til at kunne komme på holdet. Camilla sætter en ære i perfektionen i opvisningsprogrammerne, dragter og alt udenom. Men husker stadig at grundtræning og styrketræning er en vigtig del. Så selvom gymnasterne nogle gange synes det er lidt hårdt, så hjælper det når Camilla griner med dem og smilende siger ”jo kom nu, bare lige 10 til så er I der!”

Camilla deler gerne ud af sin erfaring, og på Turbomix er der ansat rigtig mange nye unge hjælpetrænere, som under Camillas dygtige og fantastiske vejledning, bliver oplært til at være dygtige og kompetente hjælpetrænere, og forhåbentlig på sigt bliver nye trænere i Karlslunde IF Gymnastik.

Freja Djurhuus fik tildelt Karlslunde UÍF Gymnastiks Årspokal med følgende indstilling:

Vi har i Gymnastikafdelingen rigtig mange emner til Årspokalen, men én person står forrest, det er Freja Djurhuus.

Freja kom ind fra sidelinjen efter sit efterskoleophold. Hun er tidligere gymnast på Grevinderne, og startede som hjælper på Gymnastikskolerne sommeren 2020, og blev der headhuntet som hjælpetræner til vores daværende Performance hold. 

Det har i den grad udviklet sig, Freja overtog cheftrænerrollen allerede i september 2020 og gjorde det med stor succes og modenhed trods sine dengang kun 17 år – Freja er meget moden, og fik meget hurtigt sat sig i respekt overfor forældre og børn – hun formår at samle gymnasterne og dygtiggøre dem, ikke kun til gymnastik men også til socialt samvær.

Hun leder både gymnaster og hjælpetrænere med kyndig hånd, ved hvad hun forventer af alle parter og hendes gode humør og ægte glæde ved gymnastikken skinner igennem alle de timer hun er i hallen. Og hun er der mange timer! 

Freja har ansvaret for mange hold, og derudover står hun altid klar til at vikariere på øvrige hold når der mangler hænder. Hun hjælper de andre hold med at lave deres opvisningsserier, er altid klar til sparring og til at dele ideer, og så er hun bare et super godt menneske.

Det er en glæde for både bestyrelsen, cafeteriet og hallens personale at arbejde sammen med Freja.

 
I forgrunden Camilla Poder, som modtager af Lederpris og i baggrunden Freja Djurhuus, som modtager af Årspokalen
Tillykke til begge piger, de har fuldt fortjent deres hæder.